50 år på samme arbejdsplads

Erhvervschef Jens Daugaard, Kolind, har efter 50 års ansættelse i Djurslands Bank valgt at gå på en velfortjent pension. Den nu 68-årige Kolind-borger kan fejre sit jubilæum 1. august, hvilket banken markerer med en jubilæums- og afskedsreception 16. august.

At være ansat 50 år på samme arbejdsplads giver mulighed for mange forskellige arbejdsopgaver og varierende funktioner, og det er også det, som Jens Daugaard tænker tilbage på.

- Jeg vil faktisk sige, at dét, der har været spændende har flyttet sig undervejs. Ment på den måde, at jeg er blevet stillet over for en masse spændende udfor-dringer undervejs i min karriere, som jeg har haft fokus på på forskellige tids-punkter, siger Jens Daugaard.

Han har senest været erhvervschef i Djurslands Banks områdekontor i Randers, men det er området omkring Kolind og Ryomgaard, der har dannet rammen om størsteparten af Jens Daugaards arbejdsliv:

Efter endt handelsuddannelse blev han ansat som bankelev i Djurslands Bank i Ryomgaard tilbage i 1969. Han kom siden omkring en række af bankens forskellige afdelinger i blandt andet Nimtofte/ Pindstrup, Feldballe, Grenaa og Hornslet indtil han i 1985 blev udnævnt til prokurist. I 1992 fik han muligheden for at blive filialdirektør i Kolind, hvor han var indtil 2009. Her opstod der igen en mulighed for nye udfordringer, da banken etablerede en erhvervsafdeling i Auning; en afdeling som skulle varetage rådgivningen af bankens erhvervskunder uden for Grenaa-området.

- Jeg har altid haft stor interesse for rådgivning af erhvervsvirksomheder, så det var interessant at få ansvaret for den del, fortæller han om tiden som erhvervschef.

Samtidig med at have ansvaret for Djurslands Erhverv, var Jens Daugaard stedfortræder for den daværende filialdirektør i Auning, Peter Møller. I forbindelse med bankens nye områdestruktur i 2018 blev arbejdsstedet skiftet ud med Randers, hvor Jens som erhvervschef var med til at etablere Djurslands Banks nyeste filial.

Selvom Jens har brugt mange intense timer på sit arbejde gennem årene, så har der alligevel altid været plads til forskellige former for engagement; blandt andet i bankens bestyrelse, i forskellige forsyningsselskaber, herunder Kolind Vandværk, for Kolind Tennisklub og for Kolind Handelstandsforening. Jens har her på indgangen til den tredje alder ikke lagt sig fast på, hvad den ekstra fritid skal bruges til, men han satser helt sikkert på at få mere tid til sin familie, som også består af to børn, svigerbørn og tre børnebørn, som alle bor i København.

Djurslands Bank har indstillet Jens Daugaard til Den Kongelige Belønningsmedalje, som gives for 50 års fortjenstfuld uafbrudt ansættelse i samme virksomhed. For at markere jubilæet og samtidigt ønske Jens god vind fremover, inviterer Djurslands Bank til jubilæums- og afskedsreception fredag 16. august klokken 14-16.30 i Djurslands Bank, Bredgade 29, 8560 Kolind. Alle er velkomne.